Mere end blot forberedelsen til en fest

Mere end blot forberedelsen til en fest

En rapport der bygger på undersøgelser blandt 1000 konfirmander i Roskilde Stift, om deres motivation, intention og udbytte af konfirmandforløbet. (2008)

Undersøgelsen ”Mere end blot forberedelsen til en fest?” er udarbejdet i samarbejde med 26 sogne i Roskilde Stift og er baseret på 1000 konfirmanders besvarelser, gennem spørgeskemaer, interviews, stile og feltstudier i løbet af et konfirmandår.

Undersøgelsen stiller spørgsmålet: Hvad er formålet med konfirmationsundervisningen, lærer konfirmanderne noget, hvilken slags viden er det, og kan de bruge det til noget? Spørgsmålene sættes ind i en ramme af udsagn fra sociologer og teologer, som har gjort sig overvejelser over, hvad religiøs dannelse er, og dermed hvad indholdet af undervisningen med fordel kan komme omkring, når man underviser konfirmander.

Den religiøse dannelse

Det stigende fokus på religion, tro og spiritualitet i det offentlige rum har for mange ført til en erkendelse af, at vi mangler sprog til at indgå i en samtale med andre religioner. I den sammenhæng skal de unge konfirmeres, og det er derfor vigtigt, at de udrustes til at kunne indgå i en sådan diskussion, og at konfirmandundervisningen bidrager til deres religiøse dannelse.

Rapportens indhold

Kapitel 1 og 2 sætter konfirmationsundervisningen ind i en samfundsmæssig og ungdomskulturel ramme. Kapitel 3 giver nogle bud på dannelse, udviklingen af den unges religiøsitet og flere bud på, hvad religiøs dannelse betyder i dag. Handler vores undervisning hovedsageligt om “kirke-socialisering”, altså træning i at “gå i kirke” med fokus på at lære ritualerne, Fadervor og kirkeåret at kende, eller vil vi i højere grad udstyre konfirmanderne med evnen til at reflektere over de store spørgsmål i forhold til den hverdag, de lever i? Kapitel 4 og 5 udgør analysen med fokus på hhv. konfirmandernes religiøse udgangspunkt og selvforståelse, gudstro og gudsforestilling, og de motiver og forventninger de kommer til undervisningen med. Kapitel 6 samler op, diskuterer og perspektiverer, og kapitel 7 kommer med konkrete, brugbare didaktiske overvejelser til undervisning af konfirmander. Rapporten er udarbejdet af Søren Østergaard og Suzette Munksgaard.

URL: https://cur.nu/udgivelse/mere-end-blot-forberedelsen-til-en-fest/