Lad 2025 blive året, hvor vi sænker dørtrinnet ind til idrætsforeningers fællesskaber

Nytårstale fra centerchef Ayse Kosar Larsen bragt i Idrætsmonitor den 2. januar 2025

Kære alle

Vi står på dørtrinnet, tærsklen, mellem et oplevet år og et nyt år. Et nyt år, hvor børn og unge får nye chancer for at dyrke deres passioner, opdage nye interesser, udvikle nye kompetencer samt skabe nye og vedligeholde gode relationer gennem idrætten.

Alt sammen vigtige elementer, der kan være medvirkende til at øge deres trivselschancer – i en tid, hvor en stigende gruppe af børn og unge oplever udfordringer med trivslen.

Idrætsforeningerne er samlet set en vigtig livsarena i børns og unges opvækst, som min gode kollega i Center for Ungdomsstudier Søren Østergaard vil sige. En livsarena, hvor børn og unge lærer at fægte, surfe eller sparke bolden i krydset – men ikke mindst også en livsarena med potentialer for at øve og erfare vigtige livsduelighedskompetencer i sociale (oftest analoge) fællesskaber.

Men hvornår lykkes vi med at forløse disse potentialer, og hvornår gør vi ikke? Hvem lykkes med at finde vej ind i fællesskaberne, og hvorfor oplever andre, at der ikke er plads til dem?

I en tid, hvor statistikkerne viser kedelige tal for børn og unges oplevede livskvalitet – især blandt teenagepiger – er det vigtigt, at foreninger finjusterer deres praksis, så børn og unge ikke fratages de potentialer, foreningslivet kan skabe i forhold til at opnå erfaringer, der kan ruste dem mod bump på ungdommens vej.

Foreningsmiljøer kan udfordre snævre normer

Ungdommen er smuk, og det er fedt at være ung! Også i dag, selvom vi kan se tendenser til negative diskurser om ungdommen.

Samtidig er ungdommen en transitionsperiode, hvor livet byder på fysiske forandringer, førstegangsoplevelser og dermed højrisici for akavede situationer, begyndelser og afslutninger samt store valg og store følelser.

I en præstationspræget samtid, hvor pulsen kan blive høj i hverdagen, skaber foreningsmiljøerne mulighed for at blive ét med aktiviteten og lade tiden forsvinde. Her kan børn og unge opnå kropslige erfaringer med fællesskaber og styrke deres kompetencer for social ansvarlighed og godt medværtskab, som i sidste ende kan øge chancerne for robuste og tolerante fællesskaber.

Det er her, vi kan finde modet til at udfordre snævre normer og skabe plads til mangfoldighed.

Vi kan forvente, at dørtrinnet til foreningsmiljøerne opleves at blive højere for vores børn og unge. Deres selvtillid omkring egne sociale færdigheder falder¹, og det kan lede til, at de ikke tør byde sig til i det sociale liv i foreningerne.

Derfor må vi agere anderledes og finjustere vores praksis omkring inklusion, så dørtrinnet og deltagelsesmuligheder i foreningsfællesskaberne bliver bedre for flere.

Gode fællesskaber kan ikke tages for givet

2024 er afsluttet, og her blev nye børn del af idrætsforeningers fællesskaber, mens andre meldte sig ud af dem. Nogle har ikke kunne finde deres ’plads’ eller rolle i foreningerne, og det kan teoretisk set² være forårsaget af en manglende symbiose mellem tre vigtige faktorer, nemlig oplevelsen af:

1. Samhørighed
2. Personrelevant kompetenceudvikling
3. Rammesat medindflydelse

Når man som ansat svømmetræner, frivillig i motocrossklubben eller formand for skøjteklubben har medansvar for børn og unges fællesskaber, kan man ikke tage for givet, at den enkelte lykkes med at tilgå, indgå i eller agere gode medværter i fællesskaberne.

Man kan ej heller tage for givet, at alle fællesskaber konsekvent er gode for alle. Det kan være benhårdt at finde sin plads i de store og små fællesskaber – især i en ungdom, hvor frygten for at fremstå akavet kan bremse ’banale’ sociale interaktioner. For eksempel at turde hilse på nogle, man ikke kender godt.

Det er en ungdom, som higer efter at lykkes, og flere og flere ser gerne, at de kan forudse mest muligt, inden de begiver sig ud i nye sociale sammenhænge. Selv til en pizzaaften i klubben kan tærsklen blive høj for dem, der ikke har nok positiv erfaring med at byde sig til i sådanne sociale rammer. Og endnu værre, hvis man laver en klubfest med rodeotyr – av for et dørtrin!

Dørtrinnet til de sociale fællesskaber varierer ud fra de enkeltes forudsætninger, erfaringer og sociale selvtillid. Derfor må idrætsforeningernes aktivitetsledere arbejde vidensbaseret, systematisk og opsøgende med at skabe betingelser for trivselschancer.

På den måde kan andre end den ekstroverte sommerfugl med social sixpack, som nok helt af sig selv skal fortælle dig om weekendens begivenheder, få større chance for at lykkes. Den sociale sommerfugl er en gave til fællesskabet – men flere kan lade deres sommerfuglevinger slå ud, hvis aktivitetsledere tager dette ansvar på sig.

Dørtrinnet kan også være højt for de frivillige

Som trænere, ledere og frivillige har vi et stort ansvar for at skabe de rette rammer for de lokale fællesskaber. Meningsfulde fællesskaber, hvor alle kan føle sig velkomne, og hvor du bliver savnet, hvis du ikke har været til gymnastik fem gange i træk.

Selvom vi i Center for Ungdomsstudier har fornøjelsen af at opleve stærke inklusionskulturer i flere foreninger, oplever vi også i praksis, at lavthængende frugter kan falde til jorden.

For må det simpelthen ikke være raketvidenskab, at man kan sende en nysgerrig og afsøgende mail til Sibel, som for nylig har opsagt sit medlemskab i roklubben. Hvorfor lykkes vi ikke med at vedligeholde vedkommendes motivation? Hvad kan vi som forening tage ansvar for og gøre anderledes?

Det kan være benhårdt for unge at finde sin plads i de store og små fællesskaber, skriver Ayse Kosar Larsen. Derfor bærer trænere og frivillige et stort ansvar for at skabe de rette rammer, hvor alle kan føle sig velkomne.

Vi ser også gerne, at initiativer til at arbejde intentionelt med trivselschancer i foreningslivets fællesskaber kan være personbåret og personafhængig.

Det vil sige, når Nadia stopper som rideunderviser, så ryger den nærværende undervisning, hvor hun spørger ind til rytternes liv uden for banen, laver sjove lege samt rammesat samvær i sin undervisning, så rytterne får relationer på tværs af etablerede venskaber. Man kan kun krydse fingre for, at der kommer en ny underviser som Nadia.

Derfor er det vigtigt, at foreninger har tydelige strategier for inklusion og understøtter positive kulturer, der kan forløse vigtige potentialer i et børne- og ungdomsliv.

Trænere, som i nogle tilfælde er mor eller far, der bare gerne vil sørge for, at der overhovedet er pigefodbold for 9-årige i Præstø, de skal understøttes i at lykkes med opgaven. Ellers bliver dørtrinnet til at agere som frivillig, lønnet træner eller bestyrelsesmedlem også højt. For hvordan lykkes man egentlig med at skabe tilbud, som skaber glæde for flere?

’Gå sammen to og to’

Når en pige inden tennis ringer til sin bedste veninde og spørger: ’Laura, skal du med til tennis i dag?’ og efterfølgende afventer et ’ja’ som afsæt for at kunne sænke dørtrinnet til træning, er det et tegn på, at relationer kan være afgørende for, om børn og unge kan overskue vejen ind i det organiserede fritidsliv.

I dette tilfælde kommer bedsteveninden Laura heldigvis! Men opkaldet er endnu ikke slut, for pigen har endnu et spørgsmål: ’Når træner siger, at vi skal gå sammen to og to, vil du så være min makker i dag?’.

Vi er nødt til kontinuerligt at vurdere vores praksis ud fra den viden, vi generelt har om børn og unge i dag for at forstå den lokale kontekst. Med andre ord, så skal vi gå fra mavefornemmelser, anekdotisk viden og egenvurderede virkninger af tiltag til systematisk at inddrage dem, det handler om, i vores evalueringer – nemlig børn og unge.

Oplever de den tilsigtede virkning, som er ambitionen for vores intentionelle praksis?

I stedet for at sige ’gå sammen to og to’, og de samme fire endnu engang åbenlyst mangler en makker, kan vi så på nænsom vis rammesætte samværet ved at koordinere makkerparrene ud fra vores ambitioner om at skabe relationer på tværs af eksisterende venskaber?

Og når vi gør det, oplever de enkelte så rent faktisk, at de taler med flere på holdet? Hilser mere på hinanden? Får nye venner?

Få alle med ombord

Ligesom børn og unge har forskellige forudsætninger for at lykkes i foreningernes tilbud, har de rekrutterede ansvarlige også forskellige forudsætninger for at lykkes med en meningsfuld praksis – og som også øger deres motivation for at blive længere.

Gladere børn skaber gladere voksne, som trænerne generelt fortæller os, når de har finjusteret deres praksis og oplevet virkningen af for eksempel at give legen egen ret i træningen. Når de oplever flere grin på deres hold og observerer et bedre socialt liv, så giver det mere mening at stå torsdag efter torsdag i Aars og facilitere springgymnastik.

Alle aktivitetsledere skal have redskaber til at sænke dørtrinnet til gode fællesskaber, og redskaberne skal være funktionelle. De skal byde på småjusteringer af praksis, som ikke kræver for meget tid eller en ny uddannelse af trænere, men som i stedet ruster dem med nogle af de greb, vi ved virker.

Hvis vi skal have alle med ombord, må vi arbejde systematisk og differentieret med understøttelsen af den enkelte, så trivselschancerne øges i den vigtige livarena, idrætsfællesskaberne udgør i foreningerne. Det kalder ligeledes på en systematisk understøttelse af, at aktivitetsledere også lykkes i opgaven.

Foreningslivet må i højere grad finjustere praksis og skabe lige adgang til de gode fællesskaber og det potentielle øve- og erfaringsrum for livsduelighed, hver enkelt forening skaber i hverdagslivet.

Jeg siger ikke, at det er let. Jeg siger bare, at det er vigtigt – og vi må agere i fællesskab.

Tak til alle, der hver dag gør deres bedste i foreningerne og skaber rammer for vigtige fællesskaber, der kan fremme trivsel blandt børn og unge.

Og ikke mindst tak, fordi vi i Center for Ungdomsstudier får lov til at komme tæt på praksis sammen med jer og får indblik i jeres gode erfaringer, når I med høje ambitioner bidrager til et godt børne- og ungdomsliv i lokalområderne.

Referencer:

1. Skolebørnsundersøgelsen (2022). Madsen KR, Román JEI, Damsgaard MT, Holstein BE, Kristoffersen MJ, Pedersen TP, Michelsen SI, Rasmussen M, Toftager M. København. Statens Institut for Folkesundhed, SDU. 2023.
2. Ravn, I. (2021): Selvbestemmelsesteorien: Motivation, psykologiske behov og sociale kontekster. Hans Reitzels Forlag.