CUR har i efteråret 2019 gennemført en undersøgelse for Vesterbro Lokaludvalg blandt elever på 6.-9. klassetrin, der bor og går i skole på Vesterbro. Det er der kommet to udgivelser ud af: 1) en rapport, der beskriver, hvordan de unges fritidsliv ser ud og 2) et inspirationskatalog med bud på, hvordan fremtidens fritidstilbud på Vesterbro kan se ud.
Rapport: Ung på Vesterbro
Rapporten, der bygger på spørgeskemabesvarelser fra knap 700 unge suppleret med data fra interview med i alt 16 unge, viser bl.a. at:
- En del unge savner steder i byen, hvor de kan være sammen med deres venner. Den rolle udfylder fritidsklubberne for mange af de yngste, men for knapt så mange af de ældste.
- Piger fravælger klubtilbuddene før drenge. Blandt pigerne ser det store frafald ud til at ske mellem 6. og 7. klassetrin, mens det blandt drengene tilsyneladende først sker mellem 7. og 8. klassetrin.
- Mange af de ældste elever vælger de faste fritidstilbud fra, fordi de ikke har lyst til at være bundet af en fast ugentlig aktivitet.
- Næsten halvdelen af de unge, der ikke går til noget, ville egentlig gerne.
- Færre unge på Vesterbro har et fritidsjob end tilfældet er på landsplan.
- Andelen af unge på Vesterbro, som har prøvet at ryge hash, er højere end landsgennemsnittet.
- Det store flertal trives. Men flere piger end drenge er stressede, føler sig ensomme og savner voksne, der ser dem.
Inspirationskatalog: Unges bud på fremtidens fritidstilbud
Inspirationskataloget er et resultat af en workshop for 9. årgang på Børne U.N.I., en friskole på Vesterbro. Her fik eleverne i grupper til opgave at udvikle et sted, som de synes ville være en god ramme om teenagefællesskaber. I inspirationskataloget samler vi op på de unges ideer og zoomer ind på det, de har til fælles. Forhåbentlig kan de unges input være til inspiration for både eksisterende og fremtidige fritidstilbud!